Håndfæstning

Erik Glippings Håndfæstning ( 29. juli 1282 )

 

Kong Erik Glippings håndfæstning blev vedtaget på et møde mellem kongen og landets stormænd i 1282. Håndfæstningen er udtryk for stormændenes modstand mod kongens forsøg på at øge statens magt. Håndfæstningen var først og fremmest en forpligtelse for kongen over for stormændene. Kongen skulle bl.a. sikre at ingen måtte fængsles med mindre det var fastslået at han havde forbrudt sig mod loven, dvs. at lovbryderen enten selv frivilligt havde tilstået, eller han var blevet dømt efter loven, eller var taget på fersk gerning. Denne garanti mod vilkårlig fængsling (på latin habeas corpus...) understreger at ingen må fængsles uden at der er et lovgrundlag for en anklage. Det drejer sig i virkeligheden om hvad der siden er blevet en grundlæggende menneskeret, nemlig den personlige frihed, her udformet som beskyttelse af den enkelte person mod herskerens vilkårlige magtudøvelse.

 

 

Erik, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, til alle, der ser dette Brev, til Sagens evige Ihukommelse.

Vi vil, at det skal staa fast for nulevende og tilkommende, at vi i det Herrens Aar 1282 paa hellig Olavsdag i Nyborg med Raad af Rigets bedste Mænd har forordnet, hvad vi paa Mødet i Vordingborg med samme Mænds Raad lovede,

 

1: at der een Gang om Aaret ved Midfaste skal holdes den Forsamling, som kaldes Hof,

 

2: fremdeles at ingen maa fængsles, medmindre han frivilligt paa Tinge har tilstaaet sig skyldig i, lovligt er dømt for eller grebet paa fersk Gerning i en Forbrydelse, for hvilken han efter Landets Love skal miste Liv eller Lemmer; men den lovligt dømte skal have den Frist til at flygte ud af Riget, som staar i Lovbøgerne;

 

3: fremdeles maa ingen Mand, uanset hvilken Sag han er dømt for, straffes med pengebøde eller anden Straf udover, hvad der er udtrykt i Lovene, og der maa ikke paalægges nogen Bøder, uden at han er lovligt dømt;

 

4: fremdeles maa ingen Mand i nogen Sag opnaa Kongebrev mod nogen, medmindre hans Sag først har været undersøgt og behandlet paa Tingene; men naar en trodsigt har siddet Kongens første Brev, opnaaet paa denne Vis, overhørig, skal han bøde Sagsøgeren en Mark og Kongen tre Mark udover det, som han er idømt paa de tidligere Ting, for det andet (Brev) skal han bøde lige saa meget og for det tredje ligeledes denne Sum; men for det fjerde Kongebrev skal han bøde Sagsøgeren tre Mark og Kongen 40 Mark (dog saaledes, at Pengebøder i de enkelte Sager i Lunde Stift forstaas saaledes som det samme Sted har været Skik fra Arilds Tid og paa Mødet i Vordingborg offentligt har været sagt), og hvis han ikke har Løsøre, men blot Jord, saa skal Kongens Ombudsmand paaminde ham om inden for en Maaned at sælge saa meget af sin Jord, som han skylder bonden og Kongen. Hvis han ikke gør det, skal Kongens Ombudsmand efter Vurdering af hans Gods modtage Kongens og Bondens Ret af nævnte Jord, men intet derudover, og hvis hans Jord ikke er tilstrækkelig til Bøden, skal Manglen forholdsmæssigt blive Kongen saavel som Bonden til Del. Men hvis nogen paa uretmæssig Maade opnaar Breve imod det, som er sagt, skal han bøde Bonden tre Mark og Kongen lige saa meget.

 

 

5: Vi forordner ogsaa og lover fast at overholde ubrødeligt salig Kong Valdemars Love, saaledes som de staar i hans Lovbøger, idet vi tilbagekalder som fuldstændigt ugyldige alle Misbrug og Afvigelser, indført mod Lovene, og det især de efterskrevne: for det første at ingen skal befordre Levnedsmidler for os, vor Hustru, vore Børn og vor Drost udover sit Herreds Grænser, og naar nogen undlader at yde Ægt, skal Kongens Ombudsmand leje en Vogn, og den forsømmelige skal betale dens Pris foruden tre Mark;

 

 

6: fremdeles at vort Studkorn skal betales paa St. Andreas Dag efter hvert Herreds Sædvane;

 

 

7: fremdeles at Bønder ikke maa tvinges til at bygge eller istandsætte Gaarde, Møller og andet, og heller ikke Borge undtagen i Nødens Stund, hvor de skal gøre, som de har været vant til paa Valdemars Tid;

 

 

8: og ikke maa de under Trusel om nogen Straf tvinges til at give Gæs eller Kyllinger eller andre Gaver til Kongens Bord med Undtagelse af de Ydelser, de plejede at betale paa Valdemars Tid, men de kan bedes om det som Skænk eller Gave;

 

 

9: fremdeles skal det være tilladt Selvejerbønder at tage Stilling som Bryder, dog saaledes at de yder, hvad Kongen har Krav paa, af deres egen Jord;

 

 

10: fremdeles maa vi ikke bygge paa fremmed Grund undtagen med Ejerens Samtykke oq Vilje;

 

 

11: fremdeles maa vore Ombudsmænd ikke stævne nogen undtagen til de retmæssige Ting og ikke for ham selv;

 

 

12: fremdeles skal vore aabne Breve og Privilegier forblive i Kraft, hvis vi ikke ved vore tro Mænd paa Hoffet kan vise, at de med Rette bør kaldes tilbage;

 

 

13: fremdeles maa ingen Mand for nogen Forseelse miste sin Jord, medmindre han bliver fældet for Majestætsforbrydelse med Ed af Vordholdsnævn, dog undtaget det ovenfor udviklede Tilfælde;

 

 

14: fremdeles vil vi, at Lovbøgernes Bestemmelser om skibbrudne skaloverholdes;

 

 

15: fremdels maa ingen nye Byrder paalægges Købmænd, der besøger vort Rige, eller vore egne, men de skal bruge de friheder, som de har været vant til at have fra Arilds tid, idet dog de Sædvaner, som iagttages i Skanør, skal staa ved Magt;

 

 

16: fremdeles hvis nogen vil sagsØge os for en hvilkensomhelst uretmæssig Tilegnelse af Gods, skal vi i den Sag underkaste os vore tro Mænds Raad og Bestemmelse paa vore Hoffer, som til enhver Tid afholdes;

 

 

17: fremdeles vil vi, at ingen Mand maa gæste Klostre, gejstlige eller verdslige ubeskedent, men han skal nøjes med, hvad Husets Herre har og vil give ham. Hvis nogen drister sig til at gaa derudover, idet han voldeligt røver noget, skal (den skadelidte), hvis han er gejstlig, have fri Myndighed til at forfølge saadan Vold som Hærværk, Ran eller Banlysningssag, men hvis han er verdslig, som Hærværk eller Ran;

 

 

18: fremdeles at Danmarks Kirke skal nyde alle Friheder, ved hvilke den har staaet i Glans paa Kong Valdemars Tid, som vilde bevare dens Frihed ubeskaaret paa ethvert Punkt.

 

Men for at alt dette og hver enkelt Bestemmelse kan forblive i Gyldighed og Kraft, har de ærværdige Fædre Herr Jens, Ærkebiskop af Lund, Herrerne Peder, Biskop af Viborg, Tyge, Biskop af Ribe, Svend, Biskop af Børglum, og Ingvar, Biskop af Roskilde, Herrerne Jakob og Jens, Slesvigs og Odenses udvalgte og bekræftede Bisper, samt Grev Otto af Ravensberg og Herr Valdemar af Rostock ladet deres Segl hænge under dette Brev sammen med vort.

 

Forhandlet i Nyborg paa ovennævnte Aar og Dag.